Blomkål og broccoli terrin


  • Blom Broc Terrin
Forfatter: Nikolaj Kirk / Det Danske Fjerkræraad

Antal personer: 6

Bedøm:  ( bedømmelser)

Sværhedsgrad:

  Udskriv opskrift

Du skal bruge

1 blomkål

1 broccolihoved

250 g gulerødder

2 porrer

25 g smør

1 tsk gurkemeje

6 æg

5 dl fløde

salt og peber

Sådan gør du

Del blomkål og broccoli i buketter. Kom dem i saltet, kogende vand i 1 minut. Tag dem op og lad dem tørre helt. Skræl gulerødderne og skær dem i tynde skiver på langs. Skær så skiverne til lange strimler og del dem på tværs. Nu skulle de gerne ligne tændstikker. Vask porrerne og del dem i tændstikslange stykker. Flæk herefter stykkerne på langs. Læg dem ned og skær dem i strimler på langs. Nu ligner de  gulerødderne.

Smelt smørret på en pande, sautér gulerødder og porrer møre med gurkemejen. Pisk æggene let sammen og pisk fløden i, smag til med salt og peber. Beklæd nu en terrinform med et  stykke bagepapir. Det hjælper at smøre formen først. Lidt et papirfoldearbejde, men det er hyggeligt. Dæk så bunden med blomkålsbuketter med bunden i vejret, stil broccoli imellem, modsat. Læg  et lag porre/gulerødder på. Hæld æggemasse over, til det lige dækker. Fortsæt, til formen er fyldt. Alle grøntsager skal være dækket. Læg et stykke bagepapir på som låg.

Lav et vandbad der når 2/3 på af siderne og bag ved 160 grader i 1 1/2 time. Stilles på køl i et halvt døgn. Så er den lige til at vende ud og skære skiver af. Perfekt til et stykke groft brød og en pilsner.