Karamelliseret æbleomelet
Du skal bruge
8 æg
Smør til stegning
Æblekompot
2 æbler, fx Belle de Boskoop
50 g sukker
2 spsk. vand
2 kardemommekapsler, let knuste
Vaniljesauce
2 æggeblommer
2 dl kaffefløde
25 g sukker
1 stang vanilje, flækket
Karamel
Sukker
Vand
Sådan gør du
Skræl æblerne, og befri dem for kernehus. Skær dem i tern, og kom dem i en gryde med sukker, vand og kardemomme. Damp æblerne til kompot under låg ved middel varme. Afkøl. Rør æggeblommer og 1/2 dl kaffefløde sammen i en skål. Kog resten af fløden op med sukker og vaniljestang, og pisk det over i æggeblandingen. Kom det tilbage i gryden, og varm op til ca. 80 grader under omrøring. Saucen må endelig ikke koge. Sigt og afkøl saucen, omrør det første min.
Steg 4 flade omeletter af sammenpisket æg. Stryg hver omelet med æblekompot, og rul til en roulade.
Smelt sukker og lidt vand på panden, og steg rouladerne i den lyse karamel. Server omgående med vaniljesauce.