PM: HEDEGAARD foods stifter nyt innovativt emballagefirma med en international partner

10. april 2014

Levnedsmiddelvirksomheden HEDEGAARD foods går nu sammen med hollandske Twinpack og stifter emballagefirmaet Eggs Posure. Visionen for den nye virksomhed er at skabe merværdi til den globale ægindustri igennem kreative og værdiskabende emballagekoncepter. Ambitionen er at nå en trecifret millionomsætning på bare 5 år

Sideløbende med den daglige forretning har HEDEGAARD foods arbejdet med udvikling af innovative emballageløsninger til friske skalæg og det er der et stort potentiale i. Alene i Europa forbruges otte milliarder æggebakker om året og tallet er stigende.

For at omsætte potentialet til forretning indleder HEDEGAARD foods nu et strategisk samarbejde med den hollandske emballagekoncern Twinpack BV. Sammen stifter de selskabet Eggs Posure A/S, der skal udvikle, producere og sælge nye emballagekoncepter til ægindustrien. Twinpack er en global emballagekoncern med speciale blandt andet inden for fødevareindustrien og de to virksomheder komplimenterer derfor hinanden godt:

- Vi kan bidrage med et indgående kendskab til æg, ægemballage og salg, mens Twinpack har en bred specialviden inden for produktion og salg af emballagekoncepter worldwide. På den måde mener vi, at Twinpack er det perfekte match for os, fortsætter Ivan Noes Jørgensen.

Det nye selskab Eggs Posure får hollænderen Jacco Wagelaar som direktør, mens HEDEGAARD foods adm. direktør, Ivan Noes Jørgensen bliver bestyrelsesformand. Med afsæt i innovative emballageløsninger er visionen at bibringe ægkategorien merværdi for handlen og forbrugerne og dermed skabe værdi til den globale ægindustri.

Det nye selskab har allerede det første produkt klar; eggyplay®, som er farvestrålende patenterede æggebakker i formstøbt plast. Udover at opbevare og beskytte æg er bakken udformet, så den kan genanvendes som legetøj i form af byggeklodser. Konceptet blev lanceret i efteråret 2013 på Anuga messen i Køln, verdens største fødevaremesse og siden er det gået stærkt: 

- Allerede under messen kunne vi mærke, at vi havde fat i noget stort. Der var meget stor interesse fra både nære og fjerne markeder og i løbet af få uger havde vi forespørgsler fra mere end 20 forskellige lande og markeder, konstaterer administrerende direktør i HEDEGAARD foods Ivan Noes Jørgensen. 

Selskabet har allerede kontrakter hjemme i Grækenland og på Cypern og der er indledt konkrete forhandlinger med yderligere 7 lande i EU, Sydamerika og Asien.

eggyplay® er et godt eksempel på et koncept, som Eggs Posure kan give yderligere luft under vingerne. Med Twinpacks globale salgskanaler kan potentialet langt nemmere indfries og Ivan Noes Jørgensen er ikke bange for at sætte overliggeren højt:

- Emballager som eggyplay® til æggeindustrien er jo en niche, men når vi går ud globalt, kan nicher jo som bekendt også være interessante. Vores ambition ligger derfor på at nå en trecifret millionomsætning inden for fem år, siger han.

I Danmark og Sverige har eggyplay®-bakkerne været i detailhandlen i ca. 6 måneder og har allerede været med til at booste salget af æg yderligere. 

Fakta om eggyplay®:

eggyplay® er æggebakker i formstøbt polypropylenplast, der efter brug og efter en tur i opvaskemaskinen kan anvendes som byggeklodser til mange timers leg. Foreløbig findes æggebakkerne i 8-pak i et udvalg på fire farver, men med tiden vil skiftende årstider og højtider sætte sit præg på æggebakkernes farver og temaer. eggyplay® er CE-mærket og godkendt til leg.

For yderligere oplysninger:

  • Adm. direktør Ivan Noes Jørgensen, HEDEGAARD foods A/S, tlf. 9857 3055, mobil 2333 4833 eller inj@eggs.dk