Pressemeddelelse

8. november 2013

Store forventninger til innovativ fødevareemballage med eksportpotentiale

HEDEGAARD foods har formået at tænke ud af boksen og har som de første i verden udviklet en unik serie af æggebakker i formstøbt plast. Bakken er multifunktionel, og udover at beskytte og opbevare æggene kan den genanvendes som legetøj til børn i form af byggeklodser efter en tur i opvaskemaskinen.

De nye, kulørte plastæggebakker er foreløbig kommet på hylderne i dansk og svensk detailhandel. Der er store forventninger til, at idéen yderligere kan booste salget af den populære dagligvare i både Danmark og udlandet.

For nylig blev eggyplay® fremvist på en af verdens største fødevaremesser, Anuga i Køln, og begejstringen var stor hos de internationale indkøbere og medier med fokus på fødevareinnovation.

- Der er ingen tvivl om, at vi har ramt noget rigtigt. Vi har en forventning om, at vi kan eksportere både æg og især emballage til hele verden. Vi har seriøse henvendelser fra mere end 20 lande, og vi skal nu i gang med at øge produktionen af eggyplay® og derefter at udvikle konceptet yderligere, siger adm.dir. i HEDEGAARD foods, Ivan Noes Jørgensen, og fortsætter:  

- Udgangspunktet har været, at vi gerne vil bidrage til at nedbringe den stigende mængde affald, der anvendes til emballering af fødevarer. Derfor har vi som fødevarevirksomhed pligt til at nytænke emballagen, og det er lykkedes ved, at HEDEGAARD foods sammen med en industriel designer, en formmager og en plastproducent har udviklet den nye æggebakke, der både kan genanvendes som emballage, som plast eller endnu mere spændende: som byggeklods.

Fakta om eggyplay:

Eggyplay® er æggebakker i formstøbt polypropylen-plast, der efter brug og efter en tur i opvaskemaskinen kan anvendes som byggeklodser til mange timers leg. Foreløbig er æggebakkerne i et udvalg på fire farver, men med tiden vil skiftende årstider og højtider sætte sit præg på æggebakkernes farver og temaer. Eggyplay® er CE-mærket og godkendt til leg.

For yderligere oplysninger:

  • Adm. direktør Ivan Noes Jørgensen, HEDEGAARD foods A/S, tlf. 9857 3055, mobil 2333 4833 eller inj@eggs.dk

 

Om HEDEGAARD foods A/S

Levnedsmiddelvirksomheden HEDEGAARD foods med hovedkontor i Hadsund forarbejder, pakker og distribuerer friske skalæg samt en række kogte og pasteuriserede ægprodukter. HEDEGAARD foods A/S ejer 70 % af Svenska Lantägg, mens den tidligere ejer Håkan Andersson ejer de resterende 30 %. Koncernen har en årlig omsætning på ca. 1 mia. DKK.

 

HEDEGAARD foods er markedsledende i Norden inden for friske skalæg og har i alt tre ægpakkerier i Danmark og Sverige og i alt to ægproduktfabrikker ligeledes i Danmark og Sverige. Hovedmarkederne er Danmark og Sverige, og de væsentligste eksportmarkeder er Færøerne, Finland, Tyskland, Holland og Tjekkiet.

 

Koncernen har et fuldt dækkende sortiment af buræg, skrabeæg, frilandsæg og økologiske æg. Inden for pasteuriserede ægprodukter produceres der hvider, helæg og blommer efter kundetilpassede recepter. Herudover produceres der kogte, pillede æg og æggestand.