Engelske forskere anbefaler, at vi spiser et æg om dagen. Blåbær
og mandler er i mange år blevet rost for deres sunde egenskaber og
betegnet 'superfoods'. Engelske videnskabsmænd udråber nu også æg
som superfood. Æg er nemlig rige på protein, og særligt den gode
sammensætning af aminosyrer og det høje indhold af D- og
B12-vitamin får forskerne til at tale rosende om ægget.
Et æg om dagen
For at få gavn af æggets mange fordele anbefaler forskerne, at
man indtager minimum et æg om dagen. De engelske forskere fremhæver
særligt, at æggets store indhold af D-vitamin er vigtigt for
kroppen. D-vitamin er blandt andet nødvendigt, hvis kroppen skal
optage kalk fra mælken. Ved at spise to æg om dagen kan man, ifølge
forskerne, dække halvdelen af kroppens daglige behov for
D-vitamin.
Kilde: jp.dk, 09.03.10: To læger og en
ernæringsekspert fra Manchester Metropoltian University har
gennemgået 71 tidligere undersøgelser af æggets næringsmæssige
sammensætning for at kunne drage den nye konklusion. Undersøgelsen
er finansieret af den engelske ægindustris brancheorganisation the
British Egg Industry Council.
Danske diætister fraråder fokus på en enkelt
fødevare
I gennemsnit spiser danskerne et æg hver fjerde dag. Der er
altså et stykke vej op til de engelske forskeres anbefaling om at
spise minimum et æg om dagen. Hjerteforeningens diætist, Margit
Vesterlund, understreger, at æg er fine som en del af en varieret
kost, men hun er skeptisk omkring de engelske forskeres
anbefalinger. "Jeg vil ikke anbefale, at man eksempelvis spiser et
æg hver morgen, da det ofte vil være på bekostning af andre
fødevarer. Det vigtigste er at spise en varieret kost og ikke kun
fokusere på en bestemt fødevare".